×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Torsdag d. 1. juli 2021 (hele dagen) til lørdag d. 31. juli 2021 (hele dagen)

Månedens salme i juli: Den lange lyse sommerdag (nr. 807 i 100 salmer)

Skrevet af sognepræst Jacob Kleofas og organist Anne Bjerre Braüner

Månedens salme i juli er ´Den lange lyse sommerdag`. Det er salmedigteren Lars Busk
Sørensen som står bag denne meget fine og enkle sommersalme. Han er måske bedst kendt for salmen `Menneske, din egen magt`. Men her har Lars Busk Sørensen givet en gave til os, da salmerne til de tre øvrige årstider i langt højere grad præger vores salmebog. Det er også derfor vi har valgt denne salme, så også sommeren kan få en plads i vores salmeunivers. Så vi sammen kan synge om vækst og håb i den korte danske sommer.

Lars Busk Sørensen skriver selv om salmen: ”Teksten her var fra begyndelsen slet ikke ment som nogen salme. Det første vers blev skrevet som et bordvers til kirkedagene i Odense i 1992.” Men siden blev der tilføjet flere vers og med sin enkle form formår salmen bedre end de flest at indfange den danske sommers stærke sider - sat ind i et fint skabelsesteologisk lys.

Salmen består af fire vers, der består af to dele. Først med sansebilleder og eftertanker. Derefter noget så relativt sjældent for salmer som et fælles omkvæd. Og her vil den enkelte erfare taknemligheden, når Gud under os en lykkedag på jorden.

Det er med andre ord en lys, glad, optimistisk og håbefuld sommersalme. Men det er langtfra naiviteten, som præger salmen. Derimod er den realistisk i forhold til livet, at sommeren både den konkrete og den sjælelige er på lånt tid. Og netop derfor er det vigtigt at tage sommeren ind, når den er der og lade den synge i blodet.

Hvis man har adgang til salme.dk vil man erfare at de anbefaler netop denne salme blandt de ti årstidssalmer til bryllup, barnedåb og begravelser. Derfor er der kun tilbage og håbe på, at menigheden uanset lejlighed, tager denne salme til sig og lader det synge i sit blod, ”at livets Gud er god og under mig en lykkedag på jorden!”

Både tekst og musik er skrevet til et årsstævne på Silkeborg Højskole i 1995 for FRIK, Forum for Rytme i Kirken. FRIK har spillet og spiller stadig en stor rolle i arbejdet med at bringe det bedste fra nutidens musik ind i kirken og hermed give inspiration, mod og tro til både kirkevante og ikke-kirkevante.

Den lyse og relativt enkle melodi er skrevet af Holger Lissner (født 1938), som står bag en del nyere salmer i vores salmebog som salmedigter, oversætter eller komponist. Mest kendt er måske DDS 786 Nu går solen sin vej.

Tonesproget i denne sommersalme er klassisk og storladent, og melodien forstærker hermed den ydmyghed og taknemmelighed i læseren, som teksten udtrykker især i omkvædet.

Månedens salme i juli i Højelse-Lellinge